Papkasseshow

Knægten fik ny cykel for nyligt. Hvilket var helt utroligt heldigt, især fordi han ikke fik den af mig. Jeg havde lovet ham den, men så dukkede de der forbandede pekuniære omstændigheder op, der altid rammer gode folk som Micawber, Anders And og så mig: Jeg havde fandengaleme ikke pengene til det alligevel. Eller, jeg kunne godt have købt en cykel, men så havde vi været tvunget til at æde den som suplement til kogte nudler.

Smertelige tics begyndte at dukke op i mit ansigt, mens jeg forudså forurettet knægts blanke øjne se op på mig, når jeg måtte fortælle ham om den finansielle situations indvirkning på hans planlagte cykelture. Men så dukkede der lige pludseligt nogle bedsteforældre op; som små ønske-feer kom de ploppende ud af den blå luft, rokkede lidt med deres små dunede ører og *FLUFF* så havde Knægten en ny cykel.

Man kan kun tilgive den ældre generation alting, selv kassebukserne, hullet i Ozonlaget og George Lazenby som Bond, når de sådan kommer og smider nye cykler efter ens afkom.

Nå. Men hvorom alting er, så dukkede cyklen op i en papkasse. Tilsyneladende havde fabrikanten glemt at vedlægge en cykelmekaniker og istedet forlagt et underfundigt stykke foldet papir med vietnamesiske, tyske og franske hieroglyffer på imellem pappet, så jeg måtte selv tage udfordringen op. Det blev spændende. Det blev rigtigt spændende.

Kl. 15:00: Mig og en papkasse. Alene. Ak.

Kl. 15:30: Jeg åbner papkassen og får ligefrem lusket alle dele ud af den. Jeg kigger længe og indtrængende på det kaos der er dukket op i min tilværelse og tænker FUCK!

Kl. 15:45: Jeg kaster mig ud i et forsøg på at sætte tingene sammen.

Kl. 16:45: Jeg kalder på naboen, som er håndværker og som egentligt er ret rar (og pesse god til at klippe min hæk) og spørger om han ved noget om cykelsamling. Det gør han heldigvis og han kommer over og konstaterer at jeg har sat forgaflen forkert på. Det forklarede egentligt en hel del af de problemer jeg havde haft med at få styret til at sidde fast.

Kl. 17:00: Naboen går igen, han har lovet sine egne knægte noget der skal overholdes. Jeg er igen alene blandt paprester og kabler der stikker ud alle steder på en sært deform blå dingenot med 1 hjul på. Jeg overspringshandler lidt med at prøve at overtale knægten til en karriere som cirkus artist på ethjulet cykel.

Kl. 18:00: Jeg råber FUCK! og får en høflig besked fra knægten om at jeg ikke må bande. Jeg beslutter at en pause nok vil være en god ide.

Kl. 18:30: Jeg genoptager kampen efter flere forgæves forsøg på at tilkalde teknisk assistance over telefonen.

Kl. 19:30: Jeg har nu fået omdannet tingesten til noget der egentligt ligner en cykel. Men hvor skal alle de der kabler egentligt sidde?

Kl. 20:00: Jeg råber FUCK! og bliver igen irettesat af Knægten. Jeg beslutter at jeg vil sætte ild til cyklen ved hjælp af pappet og love Knægten en bil istedet for. De bliver jo for helgoland ikke leveret i papkasser!

Kl. 21:00: Jeg gør et sidste forsøg - og ALAS! Pludseligt så jeg alting i et krystalklart skær! Kablerne smuttede på plads og nu lignede det faktisk en vaskeægte ny cykel! Succes!

Kl. 21:15: Det går op for mig at jeg ikke har en hujende ide om hvordan, eller hvor, det er meningen at Basta låsen skal sidde. Jeg beslutter at knægten skal have en cykelkæde istedet og går kold foran min pc.

Den følgende dag brugte jeg 4 stive klokketimer på at se ham drøne rundt på en cykel.

Skrammelkasser og nøgne damer

Skæbnen ville at jeg mistede mit kæreste eje for nylig. Min dejlige trofaste ven, med det blanke sorte skjold, den fjerne spindende lyd fra dens indre og de blidt blinkende dioder. ... For ikke at tale om RAM og et grafikkort der kunne trække det et grafikkort nu engang skal kunne trække. Det var sørgeligt. Ja, jeg sørger faktisk endnu. Akkeja. Borte er den, pist væk. My Preciousssss.

Jeg overlevede de første par dage på stumper af lånt tid ved Knægtens PC. Til sidst bortførte jeg på en fordækt måde PC'en og kravlede hen i et mørkt hjørne, mens jeg mimrede "min, min, MIN!"
Men det holdt ikke i længden. Knægten dragedes til sin dyrebare og jeg måtte til sidst give slip. Det var et spørgsmål om at holde husfred, for at sige det mildt.

Så fik jeg heldigvis kastet en aflagt gammel skrammelkasse i nakken af en ven og brugte enormt lang tid, og enormt meget af en af mine venners tid, på overhovedet at få den til at starte.
Men endeligt var jeg kørende. Min helt egen skrammelkasse. Den er en ynkelig erstatning for den jeg før havde stående, men jeg er online og jeg kan nu spille 50% af de spil jeg gerne vil og det er egentligt okay. For nu.

Efter mange, mange timers slid med at få den op at køre, tog jeg begejstret plads ved den gamle skrammelkase med den rene, uplettede harddisk. Åh! En frisk-formateret PC's jomfrudom er nu altså noget helt særligt at tage. De eventyr der ventede os to forude!
Jeg tjekkede koffein beholdning, chips beholdning og nikotin beholdning, rettede lidt på stolen og satte igang.

Det aller-aller-aller-første jeg gjorde var at gå på google. Der sad jeg så og tøffede lidt rundt for at se om ikke der lå noget jeg kunne tænke mig at kigge på. Og jo! Sørme! Lige dér lå der jo et link om webeditors der så enormt spændende ud! Og pyt da med at nogen havde skrevet med små bogstaver nedenunder at "dette websted kan beskadige din computer" - det gjorde det jo bare endnu mere spændende! Jamen, det var jo nærmest en opfordring, en udfordring!?

Så .... jeg klikkede.

Og så brugte jeg ellers overvældende mange timer på at skaffe mig af med en ualmindeligt påtrængende, uterlig og uhøflig nøgen dame, med nogle kolossale bryster, der forfulgte mig i samtlige browser vinduer jeg åbnede derefter.

Morale? Bryster kan være enormt svære at slippe af med igen.

Den daglige afbrænding af fødevarer

Nej, jeg snakker ikke om EUs overskudslagre. Jeg refererer til det dagligt tilbagevendende ritual i mit køkken, hvor man kan se mig stå og kampsvede mens jeg klamrer mig til et fedtet eksemplar af Frk. Jensens kogebog og en udpint grydeske.

"Ingefær? Ingefær??? Jamen, jeg har jo for hulan ikke noget ingefær! ... Godt så, så prøver jeg dét her - det ligner sgu da lidt, farven er da der hen af? Det er nok lige fedt!" (ingefæren erstattes af hvidløgsgranulat) ... *Røre-røre-røre-mister tålmodigheden* ... "og så kan jeg nok godt liiige nå at læse lidt online nyheder imens det alligevel bare står der og står."

... 45 minutter senere: Jeg har nu spillet et eller andet åndssvagt online spil i tre kvarter og har glemt alt om at jeg er i gang med at lave mad. Røgen breder sig .. Knægten råber nedefra "hva'øh? lugter her ikke mærkeligt?" Guuuud jo! Maden!

Og sådan går det for det meste.

Altsammen i bedste mening i et forsøg på at please Knægten, som skal have noget ordentlig kost - men som i virkeligheden hellere ville ha' en Måge Menu.
Men han må lide må han! Sammen med mine kogeplader, mine hårdt ramte gryder og mine svedne pander. En eller anden dag skal jeg nok se lyset uden at kunne lugte røg samtidigt.

Forleden hvor jeg netop havde proppet nogle rester fra dagen før ned i en gryde og også just glemt at jeg havde gjort det, hørte jeg et udbrud fra Knægten: "Årh! Mor! Jeg kan lugte noget rigtigt lækkert mad!"
"Orv" tænkte jeg - det var da utroligt? Var jeg virkeligt i gang med noget kogekunst der bevægede sig i den rigtige retning?
Men så gik der et øjeblik mere og så tilføjede han: " ... Men jeg tror det kommer inde fra naboen af ..."

Så var jeg mere rolig igen. All was normal, nothing to see here - pass on!

Knægten er allerede begyndt at true mig med sanktioner, hvis jeg brænder nissens julegrød på til december. Men hva' - jeg har jo over et halvt år endnu til at øve mig i!