Papkasseshow

Knægten fik ny cykel for nyligt. Hvilket var helt utroligt heldigt, især fordi han ikke fik den af mig. Jeg havde lovet ham den, men så dukkede de der forbandede pekuniære omstændigheder op, der altid rammer gode folk som Micawber, Anders And og så mig: Jeg havde fandengaleme ikke pengene til det alligevel. Eller, jeg kunne godt have købt en cykel, men så havde vi været tvunget til at æde den som suplement til kogte nudler.

Smertelige tics begyndte at dukke op i mit ansigt, mens jeg forudså forurettet knægts blanke øjne se op på mig, når jeg måtte fortælle ham om den finansielle situations indvirkning på hans planlagte cykelture. Men så dukkede der lige pludseligt nogle bedsteforældre op; som små ønske-feer kom de ploppende ud af den blå luft, rokkede lidt med deres små dunede ører og *FLUFF* så havde Knægten en ny cykel.

Man kan kun tilgive den ældre generation alting, selv kassebukserne, hullet i Ozonlaget og George Lazenby som Bond, når de sådan kommer og smider nye cykler efter ens afkom.

Nå. Men hvorom alting er, så dukkede cyklen op i en papkasse. Tilsyneladende havde fabrikanten glemt at vedlægge en cykelmekaniker og istedet forlagt et underfundigt stykke foldet papir med vietnamesiske, tyske og franske hieroglyffer på imellem pappet, så jeg måtte selv tage udfordringen op. Det blev spændende. Det blev rigtigt spændende.

Kl. 15:00: Mig og en papkasse. Alene. Ak.

Kl. 15:30: Jeg åbner papkassen og får ligefrem lusket alle dele ud af den. Jeg kigger længe og indtrængende på det kaos der er dukket op i min tilværelse og tænker FUCK!

Kl. 15:45: Jeg kaster mig ud i et forsøg på at sætte tingene sammen.

Kl. 16:45: Jeg kalder på naboen, som er håndværker og som egentligt er ret rar (og pesse god til at klippe min hæk) og spørger om han ved noget om cykelsamling. Det gør han heldigvis og han kommer over og konstaterer at jeg har sat forgaflen forkert på. Det forklarede egentligt en hel del af de problemer jeg havde haft med at få styret til at sidde fast.

Kl. 17:00: Naboen går igen, han har lovet sine egne knægte noget der skal overholdes. Jeg er igen alene blandt paprester og kabler der stikker ud alle steder på en sært deform blå dingenot med 1 hjul på. Jeg overspringshandler lidt med at prøve at overtale knægten til en karriere som cirkus artist på ethjulet cykel.

Kl. 18:00: Jeg råber FUCK! og får en høflig besked fra knægten om at jeg ikke må bande. Jeg beslutter at en pause nok vil være en god ide.

Kl. 18:30: Jeg genoptager kampen efter flere forgæves forsøg på at tilkalde teknisk assistance over telefonen.

Kl. 19:30: Jeg har nu fået omdannet tingesten til noget der egentligt ligner en cykel. Men hvor skal alle de der kabler egentligt sidde?

Kl. 20:00: Jeg råber FUCK! og bliver igen irettesat af Knægten. Jeg beslutter at jeg vil sætte ild til cyklen ved hjælp af pappet og love Knægten en bil istedet for. De bliver jo for helgoland ikke leveret i papkasser!

Kl. 21:00: Jeg gør et sidste forsøg - og ALAS! Pludseligt så jeg alting i et krystalklart skær! Kablerne smuttede på plads og nu lignede det faktisk en vaskeægte ny cykel! Succes!

Kl. 21:15: Det går op for mig at jeg ikke har en hujende ide om hvordan, eller hvor, det er meningen at Basta låsen skal sidde. Jeg beslutter at knægten skal have en cykelkæde istedet og går kold foran min pc.

Den følgende dag brugte jeg 4 stive klokketimer på at se ham drøne rundt på en cykel.