Jeg besluttede mig tilbage i 2007 for, at nu skulle jeg ædes med hud og hår af et MMO spil, så jeg købte world of warcraft. Det lykkedes over al forventning. Jeg har grindet, farmet og levelet som en gal lige siden. Så meget, så intensivt, og så ofte at jeg helt havde glemt min lille blog her.
Nu vil jeg prøve at se om ikke jeg kan komme i gang med bloggen igen, men jeg kan nok ligeså godt advare om, at der højst sansynligt kommer til at være en smule world of warcraft involveret fremover ...
onsdag den 25. marts 2009
torsdag den 30. august 2007
Al magt til mig
Jeg har besluttet at jeg ved førstkommende lejlighed vil overtage verdensherredømmet. Det er egentligt en gammel plan, som jeg imidlertid ikke lige fik gjort noget ved, på grund af overvældende mængder vasketøj og et internet der dragede som en anden Møghe.
Men nu skal det være! Ved førstkommende lejlighed overtager jeg verdensherredømmet og indfører ordentlige forhold i det her morads af forsinkede busser, seksuelt frustrerede pandaer, reality tv og rullekebab der sammenlagt også er kendt som Planet Jorden.
- Først og fremmest skal vi have erstattet alle radioværter i hele verden med Alan Rickman. Det er underordnet at han ikke kan det lokale sprog, han kunne sidde og læse op fra en busplan hvis det skulle være, jeg ville stadig smelte.
- Dernæst ville jeg forbyde artiskokker. Det er en tåbelig opfindelse. Og grim.
- Alle rådhusklokker skal spille Monty Pythons Philosopher's Beer Drinking Song hver dag klokken tolv.
- Folk vil lære at forstå at der ikke er noget der hedder peach. Heller ikke selvom det tilsyneladende lyder trendy. Peach er lyserødt. Dine vægge er lyserøde. LYSERØDE!
...
Ja. Det er planerne so far. Der vil komme mere til senere, efterhånden som det lige falder mig ind. Det er mig der inden i Dansk Politik.
Men nu skal det være! Ved førstkommende lejlighed overtager jeg verdensherredømmet og indfører ordentlige forhold i det her morads af forsinkede busser, seksuelt frustrerede pandaer, reality tv og rullekebab der sammenlagt også er kendt som Planet Jorden.
- Først og fremmest skal vi have erstattet alle radioværter i hele verden med Alan Rickman. Det er underordnet at han ikke kan det lokale sprog, han kunne sidde og læse op fra en busplan hvis det skulle være, jeg ville stadig smelte.
- Dernæst ville jeg forbyde artiskokker. Det er en tåbelig opfindelse. Og grim.
- Alle rådhusklokker skal spille Monty Pythons Philosopher's Beer Drinking Song hver dag klokken tolv.
- Folk vil lære at forstå at der ikke er noget der hedder peach. Heller ikke selvom det tilsyneladende lyder trendy. Peach er lyserødt. Dine vægge er lyserøde. LYSERØDE!
...
Ja. Det er planerne so far. Der vil komme mere til senere, efterhånden som det lige falder mig ind. Det er mig der inden i Dansk Politik.
tirsdag den 28. august 2007
Porre polka
Iiih, jeg har fundet en næsten ti minutter lang sekvens af porre-polkaen på youtube! Den måtte jeg lige dele med jer! Loituma ftw!
Nåja, og så har jeg ændret indstillingerne her, så man kan skrive kommentarer til mine indlæg - Det var lige noget jeg havde overset. :D
Nåja, og så har jeg ændret indstillingerne her, så man kan skrive kommentarer til mine indlæg - Det var lige noget jeg havde overset. :D
fredag den 24. august 2007
At have eller ikke at have have
Jeg ville virkeligt ønske at jeg havde en have, men så heldig er jeg altså ikke. Ifølge min lejekontrakt har jeg godt nok både en forhave og en baghave, men nu har jeg boet her i snart syv år og jeg har stadig ikke haft held til at lokalisere de omtalte haver!
For et par år siden blev jeg også overfaldet af en meget ondsindet gevækst med pigge på, der foretog et frontaltangreb på mig, mens jeg forsøgte at save det over med en gammel rusten nedstryger. Jeg fik gennemboret højre f**k finger af en pig, så jeg måtte gå med skinne på i flere uger. Siden har jeg ikke rigtigt turdet gå derud efter mørkets frembrud, af frygt for at dens efterkommere stadig lurer derude og tørster efter hævn.
Det ser frygteligt ud, og det ville have været endnu værre hvis ikke min rare nabo af og til klippede hækken og slog græsset i forhaven. Jeg gad virkeligt godt at jeg havde interessen og lysten til at gøre noget ved det, for det kunne jo være fantastisk at sidde og grille ud i haven en varm sommeraften - men desværre blev grillen væk i junglen forrige år, så det er ikke rigtigt blevet til noget.
Men nu har jeg allieret mig med en gartner som kommer forbi lige pludseligt og fjerner alt det der grønne noget og erstatter det med granitskærver og sten. Så skal der grilles!
Istedet er jeg belemret med et større område foran huset, hvor der er en ret voldsom vækst af mælkebøtter, dræbersnegle og et par (for mig) ukendte arter ukrudt.
Bag huset er det endnu værre, der er der anbragt adskillige meterhøje tidsler der gør det umuligt at nå hen til det blommetræ som jeg ved burde være der et sted. Jeg mener også at der er nogle roser et sted, men det kan da ikke være de der tre meter høje gevækster der er væltet hen over plænen?
Bag huset er det endnu værre, der er der anbragt adskillige meterhøje tidsler der gør det umuligt at nå hen til det blommetræ som jeg ved burde være der et sted. Jeg mener også at der er nogle roser et sted, men det kan da ikke være de der tre meter høje gevækster der er væltet hen over plænen?
For et par år siden blev jeg også overfaldet af en meget ondsindet gevækst med pigge på, der foretog et frontaltangreb på mig, mens jeg forsøgte at save det over med en gammel rusten nedstryger. Jeg fik gennemboret højre f**k finger af en pig, så jeg måtte gå med skinne på i flere uger. Siden har jeg ikke rigtigt turdet gå derud efter mørkets frembrud, af frygt for at dens efterkommere stadig lurer derude og tørster efter hævn.
Det ser frygteligt ud, og det ville have været endnu værre hvis ikke min rare nabo af og til klippede hækken og slog græsset i forhaven. Jeg gad virkeligt godt at jeg havde interessen og lysten til at gøre noget ved det, for det kunne jo være fantastisk at sidde og grille ud i haven en varm sommeraften - men desværre blev grillen væk i junglen forrige år, så det er ikke rigtigt blevet til noget.
Men nu har jeg allieret mig med en gartner som kommer forbi lige pludseligt og fjerner alt det der grønne noget og erstatter det med granitskærver og sten. Så skal der grilles!
fredag den 17. august 2007
Fordækt fjerkræ
Jeg har altid godt kunnet lide fugle, så jeg har for vane at holde et par stykker indespærret i min stue. Generelt kommer vi meget godt ud af det med hinanden, mig og fuglene - Jeg giver dem kost og logi og driller dem når jeg keder mig, til gengæld smider de deres fjer over det hele, skider på mine gardiner og larmer infernalsk, vedholdende og konsekvent hver gang jeg har tømmermænd.
Men det er ligesom om at jeg ikke altid har været lige heldig med det fjerkræ jeg vælger at lade flytte ind. Der sker skumle og fordækte ting i deres nærhed.
For et par år siden gik jeg og tullede rundt i lejligheden mens jeg drak morgenkaffe, så fik jeg øje på fuglen og tænkte at jeg da lige ville være rar og give den et stykke salat. Så jeg fattede et stykke salat og gik hen til buret, fløjtede lidt og satte salatbladet fast. Fuglen kiggede på salaten, kiggede på mig, sagde pip og faldt død af pinden.
Siden den dag har jeg ikke turdet give mine undulater salat - for det kan jo umuligt have været mit morgenhår og ditto ånde der skræmte den ihjel ... eller kunne det? Tanken kunne ikke rigtigt slippe mig igen, måske var synet af mit fjæs simpelthen bare for meget for de stakkels, sagesløse fugle?
I dag da jeg gik forbi fugleburet valgte den ene af mine fugle at lave nøjagtigt samme stunt. Karl sagde simpelthen pip og kastede sig frådende og stendød ned i bunden af buret. Først troede jeg at det var mig igen - at jeg simpelthen havde slået den ihjel ved min blotte tilstedeværelse. Og hvordan skulle jeg nu få forklaret Knægten at jeg havde slået endnu en fugl ihjel?
Men så slog det mig ... Frank, den døde fugls makker! Sad han ikke bare der og fløjtede? Sad Frank ikke bare der og hakkede glad og tilfreds i en stump gulerod som om intet var hændt? Dens cellekammerat igennem mange, mange måneder havde lige taget biletten og han sad bare der og så fornøjet ud på sin pind!? Har jeg næret en slange ved min barm? ... En skurkagtig fugl på min skulder?
Jeg vil holde øje med Frank fremover, meget nøje. I know what you did this morning!
Men det er ligesom om at jeg ikke altid har været lige heldig med det fjerkræ jeg vælger at lade flytte ind. Der sker skumle og fordækte ting i deres nærhed.
For et par år siden gik jeg og tullede rundt i lejligheden mens jeg drak morgenkaffe, så fik jeg øje på fuglen og tænkte at jeg da lige ville være rar og give den et stykke salat. Så jeg fattede et stykke salat og gik hen til buret, fløjtede lidt og satte salatbladet fast. Fuglen kiggede på salaten, kiggede på mig, sagde pip og faldt død af pinden.
Siden den dag har jeg ikke turdet give mine undulater salat - for det kan jo umuligt have været mit morgenhår og ditto ånde der skræmte den ihjel ... eller kunne det? Tanken kunne ikke rigtigt slippe mig igen, måske var synet af mit fjæs simpelthen bare for meget for de stakkels, sagesløse fugle?
I dag da jeg gik forbi fugleburet valgte den ene af mine fugle at lave nøjagtigt samme stunt. Karl sagde simpelthen pip og kastede sig frådende og stendød ned i bunden af buret. Først troede jeg at det var mig igen - at jeg simpelthen havde slået den ihjel ved min blotte tilstedeværelse. Og hvordan skulle jeg nu få forklaret Knægten at jeg havde slået endnu en fugl ihjel?
Men så slog det mig ... Frank, den døde fugls makker! Sad han ikke bare der og fløjtede? Sad Frank ikke bare der og hakkede glad og tilfreds i en stump gulerod som om intet var hændt? Dens cellekammerat igennem mange, mange måneder havde lige taget biletten og han sad bare der og så fornøjet ud på sin pind!? Har jeg næret en slange ved min barm? ... En skurkagtig fugl på min skulder?
Jeg vil holde øje med Frank fremover, meget nøje. I know what you did this morning!
fredag den 11. maj 2007
Papkasseshow
Knægten fik ny cykel for nyligt. Hvilket var helt utroligt heldigt, især fordi han ikke fik den af mig. Jeg havde lovet ham den, men så dukkede de der forbandede pekuniære omstændigheder op, der altid rammer gode folk som Micawber, Anders And og så mig: Jeg havde fandengaleme ikke pengene til det alligevel. Eller, jeg kunne godt have købt en cykel, men så havde vi været tvunget til at æde den som suplement til kogte nudler.
Smertelige tics begyndte at dukke op i mit ansigt, mens jeg forudså forurettet knægts blanke øjne se op på mig, når jeg måtte fortælle ham om den finansielle situations indvirkning på hans planlagte cykelture. Men så dukkede der lige pludseligt nogle bedsteforældre op; som små ønske-feer kom de ploppende ud af den blå luft, rokkede lidt med deres små dunede ører og *FLUFF* så havde Knægten en ny cykel.
Man kan kun tilgive den ældre generation alting, selv kassebukserne, hullet i Ozonlaget og George Lazenby som Bond, når de sådan kommer og smider nye cykler efter ens afkom.
Nå. Men hvorom alting er, så dukkede cyklen op i en papkasse. Tilsyneladende havde fabrikanten glemt at vedlægge en cykelmekaniker og istedet forlagt et underfundigt stykke foldet papir med vietnamesiske, tyske og franske hieroglyffer på imellem pappet, så jeg måtte selv tage udfordringen op. Det blev spændende. Det blev rigtigt spændende.
Kl. 15:00: Mig og en papkasse. Alene. Ak.
Kl. 15:30: Jeg åbner papkassen og får ligefrem lusket alle dele ud af den. Jeg kigger længe og indtrængende på det kaos der er dukket op i min tilværelse og tænker FUCK!
Kl. 15:45: Jeg kaster mig ud i et forsøg på at sætte tingene sammen.
Kl. 16:45: Jeg kalder på naboen, som er håndværker og som egentligt er ret rar (og pesse god til at klippe min hæk) og spørger om han ved noget om cykelsamling. Det gør han heldigvis og han kommer over og konstaterer at jeg har sat forgaflen forkert på. Det forklarede egentligt en hel del af de problemer jeg havde haft med at få styret til at sidde fast.
Kl. 17:00: Naboen går igen, han har lovet sine egne knægte noget der skal overholdes. Jeg er igen alene blandt paprester og kabler der stikker ud alle steder på en sært deform blå dingenot med 1 hjul på. Jeg overspringshandler lidt med at prøve at overtale knægten til en karriere som cirkus artist på ethjulet cykel.
Kl. 18:00: Jeg råber FUCK! og får en høflig besked fra knægten om at jeg ikke må bande. Jeg beslutter at en pause nok vil være en god ide.
Kl. 18:30: Jeg genoptager kampen efter flere forgæves forsøg på at tilkalde teknisk assistance over telefonen.
Kl. 19:30: Jeg har nu fået omdannet tingesten til noget der egentligt ligner en cykel. Men hvor skal alle de der kabler egentligt sidde?
Kl. 20:00: Jeg råber FUCK! og bliver igen irettesat af Knægten. Jeg beslutter at jeg vil sætte ild til cyklen ved hjælp af pappet og love Knægten en bil istedet for. De bliver jo for helgoland ikke leveret i papkasser!
Kl. 21:00: Jeg gør et sidste forsøg - og ALAS! Pludseligt så jeg alting i et krystalklart skær! Kablerne smuttede på plads og nu lignede det faktisk en vaskeægte ny cykel! Succes!
Kl. 21:15: Det går op for mig at jeg ikke har en hujende ide om hvordan, eller hvor, det er meningen at Basta låsen skal sidde. Jeg beslutter at knægten skal have en cykelkæde istedet og går kold foran min pc.
Den følgende dag brugte jeg 4 stive klokketimer på at se ham drøne rundt på en cykel.
Smertelige tics begyndte at dukke op i mit ansigt, mens jeg forudså forurettet knægts blanke øjne se op på mig, når jeg måtte fortælle ham om den finansielle situations indvirkning på hans planlagte cykelture. Men så dukkede der lige pludseligt nogle bedsteforældre op; som små ønske-feer kom de ploppende ud af den blå luft, rokkede lidt med deres små dunede ører og *FLUFF* så havde Knægten en ny cykel.
Man kan kun tilgive den ældre generation alting, selv kassebukserne, hullet i Ozonlaget og George Lazenby som Bond, når de sådan kommer og smider nye cykler efter ens afkom.
Nå. Men hvorom alting er, så dukkede cyklen op i en papkasse. Tilsyneladende havde fabrikanten glemt at vedlægge en cykelmekaniker og istedet forlagt et underfundigt stykke foldet papir med vietnamesiske, tyske og franske hieroglyffer på imellem pappet, så jeg måtte selv tage udfordringen op. Det blev spændende. Det blev rigtigt spændende.
Kl. 15:00: Mig og en papkasse. Alene. Ak.
Kl. 15:30: Jeg åbner papkassen og får ligefrem lusket alle dele ud af den. Jeg kigger længe og indtrængende på det kaos der er dukket op i min tilværelse og tænker FUCK!
Kl. 15:45: Jeg kaster mig ud i et forsøg på at sætte tingene sammen.
Kl. 16:45: Jeg kalder på naboen, som er håndværker og som egentligt er ret rar (og pesse god til at klippe min hæk) og spørger om han ved noget om cykelsamling. Det gør han heldigvis og han kommer over og konstaterer at jeg har sat forgaflen forkert på. Det forklarede egentligt en hel del af de problemer jeg havde haft med at få styret til at sidde fast.
Kl. 17:00: Naboen går igen, han har lovet sine egne knægte noget der skal overholdes. Jeg er igen alene blandt paprester og kabler der stikker ud alle steder på en sært deform blå dingenot med 1 hjul på. Jeg overspringshandler lidt med at prøve at overtale knægten til en karriere som cirkus artist på ethjulet cykel.
Kl. 18:00: Jeg råber FUCK! og får en høflig besked fra knægten om at jeg ikke må bande. Jeg beslutter at en pause nok vil være en god ide.
Kl. 18:30: Jeg genoptager kampen efter flere forgæves forsøg på at tilkalde teknisk assistance over telefonen.
Kl. 19:30: Jeg har nu fået omdannet tingesten til noget der egentligt ligner en cykel. Men hvor skal alle de der kabler egentligt sidde?
Kl. 20:00: Jeg råber FUCK! og bliver igen irettesat af Knægten. Jeg beslutter at jeg vil sætte ild til cyklen ved hjælp af pappet og love Knægten en bil istedet for. De bliver jo for helgoland ikke leveret i papkasser!
Kl. 21:00: Jeg gør et sidste forsøg - og ALAS! Pludseligt så jeg alting i et krystalklart skær! Kablerne smuttede på plads og nu lignede det faktisk en vaskeægte ny cykel! Succes!
Kl. 21:15: Det går op for mig at jeg ikke har en hujende ide om hvordan, eller hvor, det er meningen at Basta låsen skal sidde. Jeg beslutter at knægten skal have en cykelkæde istedet og går kold foran min pc.
Den følgende dag brugte jeg 4 stive klokketimer på at se ham drøne rundt på en cykel.
onsdag den 9. maj 2007
Skrammelkasser og nøgne damer
Skæbnen ville at jeg mistede mit kæreste eje for nylig. Min dejlige trofaste ven, med det blanke sorte skjold, den fjerne spindende lyd fra dens indre og de blidt blinkende dioder. ... For ikke at tale om RAM og et grafikkort der kunne trække det et grafikkort nu engang skal kunne trække. Det var sørgeligt. Ja, jeg sørger faktisk endnu. Akkeja. Borte er den, pist væk. My Preciousssss.
Jeg overlevede de første par dage på stumper af lånt tid ved Knægtens PC. Til sidst bortførte jeg på en fordækt måde PC'en og kravlede hen i et mørkt hjørne, mens jeg mimrede "min, min, MIN!"
Men det holdt ikke i længden. Knægten dragedes til sin dyrebare og jeg måtte til sidst give slip. Det var et spørgsmål om at holde husfred, for at sige det mildt.
Så fik jeg heldigvis kastet en aflagt gammel skrammelkasse i nakken af en ven og brugte enormt lang tid, og enormt meget af en af mine venners tid, på overhovedet at få den til at starte.
Men endeligt var jeg kørende. Min helt egen skrammelkasse. Den er en ynkelig erstatning for den jeg før havde stående, men jeg er online og jeg kan nu spille 50% af de spil jeg gerne vil og det er egentligt okay. For nu.
Efter mange, mange timers slid med at få den op at køre, tog jeg begejstret plads ved den gamle skrammelkase med den rene, uplettede harddisk. Åh! En frisk-formateret PC's jomfrudom er nu altså noget helt særligt at tage. De eventyr der ventede os to forude!
Jeg tjekkede koffein beholdning, chips beholdning og nikotin beholdning, rettede lidt på stolen og satte igang.
Det aller-aller-aller-første jeg gjorde var at gå på google. Der sad jeg så og tøffede lidt rundt for at se om ikke der lå noget jeg kunne tænke mig at kigge på. Og jo! Sørme! Lige dér lå der jo et link om webeditors der så enormt spændende ud! Og pyt da med at nogen havde skrevet med små bogstaver nedenunder at "dette websted kan beskadige din computer" - det gjorde det jo bare endnu mere spændende! Jamen, det var jo nærmest en opfordring, en udfordring!?
Så .... jeg klikkede.
Og så brugte jeg ellers overvældende mange timer på at skaffe mig af med en ualmindeligt påtrængende, uterlig og uhøflig nøgen dame, med nogle kolossale bryster, der forfulgte mig i samtlige browser vinduer jeg åbnede derefter.
Morale? Bryster kan være enormt svære at slippe af med igen.
Jeg overlevede de første par dage på stumper af lånt tid ved Knægtens PC. Til sidst bortførte jeg på en fordækt måde PC'en og kravlede hen i et mørkt hjørne, mens jeg mimrede "min, min, MIN!"
Men det holdt ikke i længden. Knægten dragedes til sin dyrebare og jeg måtte til sidst give slip. Det var et spørgsmål om at holde husfred, for at sige det mildt.
Så fik jeg heldigvis kastet en aflagt gammel skrammelkasse i nakken af en ven og brugte enormt lang tid, og enormt meget af en af mine venners tid, på overhovedet at få den til at starte.
Men endeligt var jeg kørende. Min helt egen skrammelkasse. Den er en ynkelig erstatning for den jeg før havde stående, men jeg er online og jeg kan nu spille 50% af de spil jeg gerne vil og det er egentligt okay. For nu.
Efter mange, mange timers slid med at få den op at køre, tog jeg begejstret plads ved den gamle skrammelkase med den rene, uplettede harddisk. Åh! En frisk-formateret PC's jomfrudom er nu altså noget helt særligt at tage. De eventyr der ventede os to forude!
Jeg tjekkede koffein beholdning, chips beholdning og nikotin beholdning, rettede lidt på stolen og satte igang.
Det aller-aller-aller-første jeg gjorde var at gå på google. Der sad jeg så og tøffede lidt rundt for at se om ikke der lå noget jeg kunne tænke mig at kigge på. Og jo! Sørme! Lige dér lå der jo et link om webeditors der så enormt spændende ud! Og pyt da med at nogen havde skrevet med små bogstaver nedenunder at "dette websted kan beskadige din computer" - det gjorde det jo bare endnu mere spændende! Jamen, det var jo nærmest en opfordring, en udfordring!?
Så .... jeg klikkede.
Og så brugte jeg ellers overvældende mange timer på at skaffe mig af med en ualmindeligt påtrængende, uterlig og uhøflig nøgen dame, med nogle kolossale bryster, der forfulgte mig i samtlige browser vinduer jeg åbnede derefter.
Morale? Bryster kan være enormt svære at slippe af med igen.
Abonner på:
Opslag (Atom)